Seminarer
Brainiac
Under temaet Brainiac arbejder vi i fagene psykologi og biologi med stress:
- Hvor mange har stress?
- Bliver unge nemmere stressede end andre?
- Hvad er årsagerne til stress?
Vi ser på de samfundsmæssige, de personlighedsmæssige og de biologiske sider af stress og undersøger hjernen og nervesystemets rolle i forhold til stress:
- Hvad sker der i hjerne og nervesystem, når vi er stressede?
- Bliver man hjerneskadet af stress?
- Er der flere stressede nu end før?
- Er alle de, der siger, de er stressede, faktisk stressede?
- Og hvis der er flere stressede end før, hvad er årsagen så til det? Er vi blevet mere sårbare og svage? Eller er kravene blevet højere?
Undervejs laver vi forskellige tests og undersøger, hvordan man kan håndtere stress – og ikke mindst undgå at få stress.

Crime Science
Der er sket et mord…
Vestjysk Gymnasiums rektor er fundet myrdet i kælderen. Politiets teknikere er på sagen, men de har brug for din hjælp.
Er det mon vicerektoren, der selv stræber efter at sætte sig i rektorstolen?
Er det eleven Hjalte, der røg til en gymnasiefest og er blevet permanent bortvist?
Er det rengøringsassistenten Søren, som rektor muligvis har haft en romance med?
Eller er det en helt fjerde?
I forskellige laboratorier skal vi undersøge bevismateriale, så den rigtige morder kan findes.
Tag gummihandskerne på og kom i gang med eftersøgningen. Vi ses i kælderen, hvis du tør?

Folkedrab
Det er oktober 1943. Det buldrer på døren, det er tyskerne, som vil have fat i din gamle jødiske nabo, men han er væk. Du ved, hvor han er taget hen. Siger du det?
Du er tysk kemiingeniør og ansvarlig for et forskningsprojekt, som skal udvikle Cyklon B, en giftgas, som effektiv kan slå jøderne ihjel. Fortsætter du med stort engagement? Stopper du? Eller forsøger du at få projektet til at mislykkes?
Dette kunne være nogle af de dilemmaer, som vi kan kigge nærmere på, når vi tager fat på folkedrabsproblematikken.

Show Me The Money!
Der er nogen der jagter dig!
Vidste du godt, at virksomheder konstant forsøger at få fingre i dine penge? – Og at du højst sandsynlig falder for det.
I dette forløb arbejder vi med virksomheders produkter, markedsføring og grundlæggende økonomi.
Vi kommer blandt andet ind på følgende:
- Hvordan er virksomhederne lige præcis kommet i kontakt med dig?
- Hvordan sørger de for, at du bliver ved med at købe, så de får overskud?
- Hvordan sikrer de sig, at du ikke køber hos en konkurrent?
- Og hvad gør de, hvis staten pludselig indfører/afskaffer en afgift?
Det er noget af det, vi vil undersøge, når vi leger, at vi er forskellige virksomheder i ”Show me the Money!”.

