Seminarer
Kræft og strålebehandling
Hvert år konstateres omkring 33.000 nye kræfttilfælde i Danmark, og over 15.000 mennesker dør årligt af sygdommen.
Cirka en tredjedel af alle mennesker vil i løbet af livet få kræft, så vi kender næsten alle sammen en, der er blevet ramt.
På seminaret vil vi beskæftige os med kræft som sygdom, og hvordan man diagnosticerer kræft.
Desuden skal vi arbejde med planlægning og virkning af strålebehandling, idet omkring halvdelen af alle kræftpatienter vil modtage strålebehandling i løbet af deres sygdomsforløb. Vi vil lægge hovedvægten på eksperimentelt arbejde og resultatbehandling.
Verdenssprog
Dette seminar handler om de nulevende latinske sprogs udspring i klassisk latin, deres særpræg, ligheder og forskelle.
I skal lave et selvportræt på fransk, spansk eller italiensk og fremlægge jeres portrætter for hinanden i mindre grupper og sammenligne sprogene.
Politiske taler
Politikere taler meget, det er en vigtig del af deres opgave.
De skal fx. overbevise vælgerne om, at lige netop deres politik er den rigtige og vinde vores tilslutning.
Det er det overordnede formål, når de holder taler.
Men hvad siger de? Og hvordan siger de det?
Hvilke politikere er gode til at holde taler?
Hvorfor er det interessant for os, hvad de siger?
Hvordan forholder vi os bevidst til det, vores politikere siger?
Vi skal i workshoppen om politiske taler beskæftige os med sammenhængen mellem politik og retorik.
Du vil lære at analysere og fortolke nogle taler og få viden om den rolle, politiske taler spiller i vores samfund.
Klimaforandringer – hvad viser målingerne?
Dette seminar handler om, hvordan vi kan undersøge klimaforandringer. Vi starter med en fælles introduktion til emnet, hvor I også skal lave en undersøgelse om havstigninger i Google Earth. Herefter I skal lave et forsøg i faget geovidenskab og se på, hvordan data om klimaet kan bruges i matematik.