Seminarer

Crime Science – hjælp politiet med at finde morderen
Der er sket et mord…
Rektoren på Viby Gymnasium er blevet fundet myrdet i kælderen, og politiet har brugt for din hjælp til at finde den skyldige.

Er det vicerektoren, som måske gerne selv vil have rektors job?
Er det Hjalte, en elev, der blev bortvist efter en gymnasiefest?
Eller er det rengøringsassistenten Søren, som rygtes at have haft et hemmeligt forhold til rektor?
Eller måske er det en helt anden?

I laboratorierne skal vi undersøge spor og beviser, der kan afsløre morderen. Tag gummihandskerne på, og vær med til at opklare sagen. Har du, hvad der skal til for at finde sandheden? Vi ses i kælderen… hvis du tør!

Naturvidenskab – test og databearbejdning
På dette seminar skal vi arbejde med sundhedsdata. Vi skal både lave vores egne målinger og undersøge data, som allerede er blevet indsamlet.

Du vil lære, hvordan vi kan bruge matematik og viden om kroppen fra idræt til at opdage nye spændende ting om sundhed.

Domstolen – dommer for en dag
Hvad vil det sige at være dommer? Hvordan fungerer det danske retssystem, og hvordan træffer man en retfærdig afgørelse?
På dette seminar skal vi gennem rollespil arbejde med retssager og dykke ned i, hvordan man dømmer efter loven. I løbet af dagen skal man prøve kræfter med at være anklager, forsvarer og dommer og finde frem til en retfærdig dom. Vi vil fokusere på at forstå retssystemets opbygning og de etiske overvejelser, der følger med at skulle dømme andre mennesker.

Klimaflygtninge
Seminaret “Klimaflygtninge” er et samarbejde mellem matematik og samfundsfag. I matematik vil I blive præsenteret for spilteori. Spilteori er en matematisk teori, der kan anvendes til at modellere konfliktsituationer. I samfundsfag præsenteres I for hvordan den Europæiske Union er opbygget. Herudover fokuseres der på, hvorfor mennesker vælger at flygte fra deres hjemland. Afslutningsvis skal vi forhandle en aftale på plads omkring fordeling af klimaflygtning i EU. Her skal I trække på jeres viden fra samfundsfag og matematik omkring flygtninge, EU’s opbygning og spilteoretiske overvejelser.
Vi skal se, hvem der kan lave den bedste politiske aftale blandt EU-lande.